En hverdag fyldt med mad, kager, brød - lyder det som noget for dig? Kunne du tænke dig at lære om ernæring og sundhed? Lære om hvordan maden kan have en stor betydning for helbredet? Og om hvordan man tilbereder god mad fra bunden?
I Centralkøkkenet tilbereder vi hver dag velsmagende mad af friske råvarer til ca. 1.150 patienter. Det bliver til i alt ca. 1.380.000 måltider til indlagte og ambulante patienter hvert år. Maden er en vigtig en del af patienternes behandling. Derfor skal den smage godt og indeholde de rigtige næringsstoffer. Maden, der serveres på hospitalet er planlagt og tilberedt med passion, omhu og stolthed. Vi laver alt mad fra bunden og bruger primært økologiske råvarer.
Til at løse denne opgave er vi en bred vifte af dedikerede fagfolk. Det er ernæringsassistenter, kokke, catere, smørrebrødsjomfruer, husassistenter, bagere, slagtere, økonomaer, professionsbachelorer, cand. scienter og diætister - i alt 150 medarbejdere.
Tilsammen sikrer vi den kulinariske, ernæringsmæssige, håndværksmæssige og hygiejniske kvalitet.
Når du er i praktik hos os får man en introduktion til alle vores afdelinger - både det kolde, det varme, bageriet, slagteriet og meget mere. Det er også muligt at lave et forløb, hvor du primært er i én af vores afdelinger - det aftaler vi alt efter dine interesser.
Du bliver en del af hverdag og kommer til at være med i de daglige opgaver fx produktion af sandwich, smørrebrød, supper, lune retter, vegetarretter, desserter, varm aftensmad, brød, kager og salater

Vi vil gerne have, at du får en god oplevelse, når du er i praktik hos os. Vi nyder, når unge mennesker kommer og spreder god energi i vores køkken!
Du kan forvente:
- at møde en stor arbejdsplads med forskellige ansatte
- at møde medarbejdere, der brænder for at lave hjemmelavet mad fra bunden
- at der ligger en plan for dit praktikophold, så du kan se hvad du skal lave de enkelte dage
- at du hver dag bliver koblet på 1-2 medarbejdere, som tager hånd om dig og inddrager dig i dagens opgaver
- at vi har uniform og fodtøj klar til dig
- at der er gulerødder, frugt og drikkevarer til dig
Vi forventer:
- at du møder til tiden eller melder afbud ved sygdom eller lignende
- at du er interesseret i vores arbejdsplads og opgaver
- at du engageret går ind i de opgaver, som vi inddrager dig i
- at du medbringer madpakker til 2 pauser
OBS: du må ikke have lange negle eller have neglelak på. Du må heller ikke have smykker på hænder og arme og du må kun bære korte øreringe og halskæder
P-nummer til registrering på Uno Ung: 1003351542
Kl. 6.30-13.54 (en enkelt dag kl. 10.06-17.30)
HUSK:
- ingen lange negle eller neglelak
- ingen smykker på hænder eller arme
- kun korte øreringe og halskæder
Vil du høre mere om erhvervspraktik i Centralkøkkenet?
Kontakt:
Produktionsleder Annette Hoffmann Jensen